
Nu ville jeg altså prøve at spise mælkebøtteblade - jeg fik lavet en helt vidunderlig mos som blev serveret sammen med nye hvide asparges.
Som tilbehør bagte jeg et fladbrød med tørret purpurhinde.
Mælkebøtteblade mos:
1 håndfuld mælkebøtteblade (skyllet i koldt vand)
1 fed knust hvidløg
5 valnødder
ca. 20 gr fintrevet hård ost
ca. 4 spsk rapsolie
4 gr sukker
lidt havtornsaft
Asparges:
10 hvide asparges
lidt sukker
salt
Mælkebøtteblade mos:
Blend alle ingredienserne- undtagen olien - i en blender
Tilsæt langsomt olien, til du får den konsistens, du ønsker.
Hvis ikke du spiser al mosen på én gang, er det vigtigt, at du opbevarer resten i køleskabet.
Aspargesene skrælles, de koges i let saltet vand med lidt sukker i nogle minutter. 5-8 min. efter tykkelse, prøv at skære i dem med en kniv, de må ikke være hårde.
Anret som på billedet
20 min
2

Selv tak Lis. Ja. Det er med at gøre kål på vores egne asparges, mens det er sæson for dem. Dyrker dem endnu ikke selv, men det burde man vel gøre i jord med komposteret tang som de ynder, da de kommer fra stranden oprindeligt. Åh. Havde jeg dog bare 100 højbede at gøre med, med tang i jorden. Mos eller pesto? Tjah... Mos lyder jo unægteligt mere nordisk. Men det giver også associationer til noget nogen synes de fik for meget af som spæde, og ka' derfor ik' li' kål i dag. Pesto lyder som noget vi kender, de fleste vist nok kan få godt mundvand ved. Jeg synes egentlig mos er okay, for det er jo dét, det er. Rigtigt godt most ud. Så ka' de behold æ pest de har o længere nede sydpå. På glas lavet for flere måneder siden og transporteret hundredevis af kilometer på landevej, da kan det da på ingen måde konkurrere med en helt frisklavet mos, med ost i, rugbrød og andre godter, vi har så rigeligt af på hjemmefronten. Eller hvad? Jeg siger bare, din mælkebøtteblademos, den får mit mundvand i drev, så jeg skal lukke munden for ikke at savle. (Det gør jeg så :))

Lis, din ret er enkel og ser hamrende lækkert ud, a lá noget kan være hammer hammer fedt... Billedet af mælkebøtteblademosen ser særdeles indbydende ud. Med de ingredienser du har brugt kunne man vel også kalde det en mælkebøttebladepesto, men mos eller pesto kan vel komme ud på et fedt? At man ligefrem kan se, der er flager af purpurhinde med i dine fladbrød, det bliver det jo ikke ringere af. 5 stjerner for et let sommermåltid, man garanteret kommer i godt humør af at spise.